Kirkebygnngen

Stubberup kirke har lige som alle gamle danske kirker fået sit nuværende udseende ved adskillige til- og ombygninger. Den ældste del af skibet, og det oprindelige kor, er bygget i perioden fra 1100-1200. 90 % af de i alt ca. 2000 danske landsbykirker er bygget på samme tid.
 Lidt før år 1500 forlænges kirkens skib, og de små romanske vinduer forsvinder til fordel for de nuværende. Efter endt om- og tilbygning males kalkmalerierne indvendig. Hvælvingerne, de er malet på, er også kommet til ved byggearbejdet, dog er hvælvingerne i det oprindelige skib af ældre dato. Vi ved ikke nøjagtigt, hvornår træloftet måtte vige for hvælvinger.
 Vi ved heller ikke, hvornår byggeriet af tårnet tog sin begyndelse, men vi ved fra biskop Jacob Madsens visitatsbog, at tårnet stod åbent uden tag og hvælv i 1589-95 og igen i 1598. Den stedlige menighed fik en ’næse’ af biskoppen over sjuskeriet, og Erik Hardenberg på Skovsbo, far til Kirsten Hardenberg på Eskebjerg (nu Schelenborg), lader tårnet fuldføre i 1600. Hans initialer står ved siden af årstallet på tårnet, mens hans hustrus, Anna Rønnows, flankerer den anden side. Erik Hardenberg var en af landets rigeste mænd.
 Våbenhuset er fra 1575. Her måtte våbenføre mænd pænt lægge deres våben, inden de betrådte kirkerummet, som betragtedes som et fredens rum.
 Stubberup kirke gør sig bemærket med sin karakteristiske beliggenhed højt oppe, synligt over et meget stort areal. Formodentlig ligger den på en hellig høj, helt tilbage fra Bronzealderen. Kirkens placering har igennem tiderne gjort den velegnet som sømærke, og det er sikkert synet af det hvide tårn, der har givet den tilnavnet DEN HVIDE JOMFRU.

Kalkmalerierne

Langt de fleste danske middelalderkirker har kalkmalerier, men mange af dem gemmer sig bag tykke lag hvidt kalk den dag i dag. I Stubberup kirke blev de først afdækket i 1985.
 De fleste kalkmalerier i Danmark må betegnes som dekorativ og illustrativ folkekunst, gjort af dygtige og fantasifulde ’håndværkskuonstnere’. Der er ingen Michelangelo her. De er, som en af vores eksperter siger, ”stemt i samme luft, som vi ånder, og stemt til samme lys, vi lever i”.
Kalkmalerierne tjente dekorative og belærende formål. Men de var også med til at skabe en særlig stemning, når man sad i kirkerummet. Kirkebygningen blev dengang ikke kun brugt om søndagen. Den var til afbenyttelse døgnet rundt.
 Her søgte folk hen, når de trængte til trøst eller fordybelse, til ro eller til afklaring af spørgsmålet om individets plads i den store sammenhæng.
 Meget ved vi ikke om kalkmalerierne i Stubberup kirke. Men ved sammenligning med andre fynske kirker med tilsvarende kalkmalerier kan vi udlede noget. Vi formoder således, at kalkmalerne må have været de såkaldte ”træskomalere”, en gruppe på 2 eller 3 omvandrende kalk-kunstnere, der udførte deres værker i fynske kirker i årene 1475-1512. De kaldes ”træskomalerne”, fordi de ofte satte deres signatur i form af sorte og røde træsko – diskret på kirkevæggen.
 Cirkeldekorationerne på hvælvingernes top ses i mange kirker omkring år 1500. Det gælder også pyntningen af ribberne, der fører hvælvingerne fra gulv til loft. Det hele ånder orden og system med inspiration i oldgræsk kunst. Disse symmetriske dekorationer afspejler opfattelsen af livet og verdensordenen. Alt var på sin plads, som det skulle være ifølge kirken. Og ingen stillede afgørende spørgsmål ved det.
 Det er dog ikke regelbundet alt sammen. Den kunstneriske frihed og udfoldelsestrang har ikke kunnet tøjles, og man ser i dekorationerne helt løsslupne detaljer, der bløder det strengt geometriske op.
 Kalkmalerierne i Stubberup kirke udgør en pudsig samling. Man kan vel knap nok tale om nogen helhed. Projektet virker ufærdigt, med spredte malerier her og der. Blev kunstnerne aldrig færdige? Var der ikke flere penge? Var der andre bestillinger andre steder, det hastede med? – Vi kan kun gisne om årsagen. Vi ved, at det var dyrt at få kalkmalerier i kirkerummet. Det tog lang tid, og nogle af farverne var dyre. Den grønne farve på skibets loft er således fra Sydeuropa, enten fra Sicilien eller Spanien. Ligeledes har det været en travl tid for kalkmalerne omkring 1500, for der foregår til- og ombygninger de fleste steder. Og til et rigtigt byggeri hørte der kalkmalerier.
 Når man går ind i skibet, ser man til venstre et såkaldt viekors. Disse kendes fra mange kirker. Efter veloverstået byggeri gik den stedlige biskop og 12 præster rundt i det nye kirkerum og stænkede vievand(helligt vand) 13 steder på væggen. Biskoppen og de 12 præster symboliserede Jesus og de 12 disciple. Hvor vievandet ramte kirkevæggen, blev der lavet et mærke, og disse steder blev senere malet op med viekors. 13 kors er dog en større omgang, så mange steder nøjedes man med mindre. Således også i Stubberup, hvor vi kun finder to – dog kun et restaureret.
 Ved den venstre skillevæg ind til koret får man øje på bogstaverne IHS, flot svungne og meget levende. IHS står for JESUS HOMINUM SALVATOR (Jesus menneskets frelser). Bogstaverne på højre skillevæg kan ikke identificeres.
 Døbefonden er romansk, d.v.s. den er helt tilbage fra kirkens oprindelse. Udhugget i granit. Dåbsfadet der hører til, er fra Sydtyskland og er fra ca. 1575.
 Døren fra skib til våbenhus kan dateres til 1655.
 Altertavlen er et snitværk i renæssance fra 1632 med Aksel Brahes og hustru Kirsten Hardenberg. Der findes årstallet 1594 på dem også.
 Præste- og degnestol til højre og venstre for alteret er fra 1587 med ungrenæssance-fladesnit. I skibet under gulvet findes der en flad sten uden indskrift og ornamenter. Den sættes i forbindelse med Marsk Stigs begravelse. Se senere.
 På Nationalmuseet befinder der sig i dag en tidligere værende ”tavle”, et romansk bogbind i emaljearbejde.

Marsk Stig og Stubberup kirke

Alle med bare en smule historisk viden og interesse kender fortællingen om mordet i Finderup lade. – Skt. Cesilia nat 1286 blev kong Erik Klipping myrdet, og snart efter blev en flok af rigets stormænd med marsken Stig i spidsen dømt fredløse som skyldige i drabet. Marsken og hans mænd drog derefter til udlandet. Men de byggede sig senere en borg på øen Hjælm, og derfra plyndrede de deres eget fædreland.
 Der findes mange forskellige fortællinger om de fredløse og deres liv, og om Marsk Stig fortæller sagnet, at han døde ude på borgen. Men hans mænd førte ham ved nattetide til kirke og begravede ham der, ”thi de ville ikke, at nogen skulle vide hans leirsted – at ikke grumhed skulle hans legem vederfares!”
Talrige er de kirker, der gør krav på at huse hans jordiske rester, bl.a. Dråby kirke v. Ebeltoft, Rørvig kirke på Sjælland, Helgenæs kirke, Horne kirke ved Fåborg – og så selvfølgelig Stubberup kirke.
 For en hindsholmer er det kun ”tågesnak”, for ingen her på egnen er i tvivl om, at Marsk Stig ligger begravet her i denne kirke under dens gulv.
 Også historikeren Arild Huitfeld (1546 – 1609) tror det forholder sig sådan, for han behandler i sin ”Danmarks krønike” et sagn om begravelsen i Stubberup kirke.
 I 1747 meldtes, at man for lang tid siden havde fundet en ”meget curieus, men mørk og forblommet gravskrift” som blev sat i forbindelse med Marsk Stig. Det var en lille kobbertavle, hvorpå hans navn findes med runebogstaver og et billede midt i. Tavlen blev forgyldt i 1588 og igen sat ind i kirken. Der har været adskillige ædelstene i den.
 Overskriften på tavlen skulle havde lydt således: Anno 1293 døde den ædle og velbyrdige mand Marsk Stig Andersen på Hjælm og ligger her begravet”.
Tavlen er borte nu. Stenen skal stadig ligge under bræddegulvet i kirkens skib.

From Address:

Gå til toppen
efteraar9.jpg