På Politikkens forside kunne man forleden læse Henrik Nordbrandts digt ”Vuggevise”. På Politiken.dk kan man høre ham selv læse det højt og give en ganske kort begrundelse for digtets ordlyd. Kort opsummeret kan man sige, at han beskriver sine ord som sentimental propaganda i en god sags tjeneste. Digtet starter sine fire vers med ordene ”Lille krigsbarn” efterfulgt af spørgsmål, som ”hvor vil du hen?” og ”hvor vil du dø?”. Digtet er lige så sentimentalt, som det er relevant. Og Politiken bragte det på forsiden under denne beskrivelse:
”Der er en grund til, at vi i dag har et digt på forsiden. Den er ganske enkelt, at digtet siger noget, som vores artikler ikke kan sige, og som vores fotos ikke kan vise. Det kan kun digte.
Vi modtog et af Henrik Nordbrandt, som vi i dag har valgt at bringe på forsiden, fordi det netop kan det, som kun digte kan.”
Jeg vil ikke citere digtet her. Det kan I selv finde ganske nemt på nettet. Jeg vil i stedet citere fra en salme af Iben Krogsdal med samme begrundelse, som Politiken gav. Fordi digte, salmer og poesi kan noget helt særligt. Salmen ”Den skjulte skat” blev skrevet til diakoniens dag i 2011 og var således en bunden opgave. Under et foredrag fortalte Iben Krogsdal om salmen, at hun fandt sin inspiration i erfaringen af den godhed, der har mulighed for at springe ud mellem mennesker.
Vi har ofte brugt salmen i salmecaféen og har også sunget den i kirken ved flere lejligheder. Og i en tid som denne, hvor ordene kan komme til kort, kan det være godt at låne fra poesien. Her kommer første og sidste vers fra Iben Krogsdals fremragende salme ”Den skjulte skat”:

Den skjulte skat er øjne når de ikke kigger bort
hvor nogen går med tunge skridt på gaden
at ville møde dem hvis liv er ørkesløst og hårdt
at høre at de hvisker bag facaden

Den skjulte skat er håbet om at alle ting kan ske
at solen stråler trofast bag ved natten
at vi kan nå hinanden og i andres blik skal se
det stærke lys der skinner og er skatten.

Betina Noer Rasmussen

Gå til toppen
vinter_6.jpg